Indskrivning

Botilbuddet Jupiter modtager indskrivninger under Servicelovens § 107, § 108 og § 78 – alternativ afsoning, unge med ungdomssanktion fase 2. Vi tilbyder også efterbehandling under § 85.

Jupiter har god erfaring med individuelle projektanbringelser, hvor beboerne bor i egen lejlighed, og har tilbud om tilpasset socialt fællesskab i hverdagen. Vi arbejder metodisk og organisatorisk med henblik på at støtte beboere med svære tilpasningsvanskeligheder, præget af psykosociale problemstillinger.

Vi har mange års erfaring med unge og voksne, der har været indlagt på psykiatriske afdelinger, og nu har behov for socialpædagogisk efterbehandling.

Vores beboere kan have en baggrund med angst, tilknytningsforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser, borderline, skizofreni, pseudopsykopati, ADHD og lignende udviklingsforstyrrelser.

Mennesker, der kommer til Jupiter, kan have en baggrund med manglende selvværd, stofproblematikker eller kriminalitet, og får hos os mulighed for at arbejde med at skabe gode rammer for deres hverdag, meningsfulde narrativer for deres liv og nye mål for fremtiden.

Vi har stor erfaring med beboere, der er opgivet andre steder eller har profiteret minimalt af tidligere indsatser.

Vores fokus kan opsummeres i følgende støtte til at:

• få hverdagen til at hænge sammen.
• forstå og agere i relationen til andre mennesker.
• forholde sig til, og leve med, de belastninger, som de hver især har været ude for.

Beboernes behov – som udtrykt i handleplanen – er omdrejningspunkt for vores konkrete indsats og de aftaler, vi indgår med sagsbehandlere og visitator.

Jupiter ligger på et gammelt husmandssted, der stadig bærer præg af sin historie, hvorfor vi kun modtager borgere, der er uden fysiske handicaps.

Se aktuelt antal ledige pladser på Tilbudsportalen.