Jupiter | Viaduktvej 9| 4760 Vordingborg | Tilbudsleder Camilla Christiansen | Tlf. +45 27 54 14 33| E-mail: infojupiter@startskuddet.dk
På Masnedø lige uden for Vordingborg ligger botilbuddet Jupiter for mennesker med behov for støtte i hverdagen.
Vi ligger på et gammelt husmandssted, der giver rum til at udvikle sig og plads til at leve.
Alle botilbud under Startskuddet er opkaldt efter planeter i solsystemet, og læser man om Jupiter skiller den sig ud ved det tempo, den drejer sig om sig selv. Hvor Jorden bruger døgnets 24 timer, klarer Jupiter det på ti timer. Sådan er det også med de fleste af de beboere, der kommer til botilbuddet Jupiter, for de har ofte haft et meget begivenhedsrigt liv, som kan tage pusten fra de fleste.
Jupiter er kendt for sin røde plet, som man kan se gennem et almindeligt teleskop. Pletten er en gigantisk storm, der har været kendt i flere hundrede år, men er de senere år observeret blive mindre, og kan forsvinde i løbet af de kommende årtier. Stormen skifter facon, farve og størrelse fra tid til anden.
På den måde giver Jupiter en god symbolik for mennesker, der bor på Jupiter.
Vores beboere kan have været i intenst stormvejr gennem livet, og selvom stormen stadig kan sætte præg på deres trivsel, har vi en fælles opgave med, at den ender med at være en plet i deres livshistorie fremover.
Jupiter er en del af Fonden Startskuddet, som siden 1997 har fokuseret på at give mennesker med særlige udfordringer en tryg hverdag. Læs mere om Fonden Startskuddet her.
Botilbuddet Jupiter blev stiftet i 2015 og har ligget på Masnedø lige siden. Gennem årene har vores beboere fået fagligt og menneskeligt rum til at udvikle et selvstændigt liv.
Det gamle husmandssted, der danner rammerne for Jupiter, ligger omgivet af Masnedøs skønne åbne natur, og få hundrede meter fra det gamle Masnedø Fort, som rummer dansk militærhistorie.
Vores fredelige placering til trods har vi blot tyve minutters gang eller to minutters kørsel til Vordingborg, som næsten dagligt bliver besøgt.
Vi er nabo til en minizoo, som flere af vores beboere er i daglig kontakt med enten i form af aktiv beskæftigelse eller STU. Andre beboere har deres forskellige daglige beskæftigelse på Erhvervsskolen Solis, der også er en del af Fonden Startskuddet.