Pædagogisk metode

Botilbuddet Jupiter modtager indskrivninger under Servicelovens § 107, § 108 og § 78 – alternativ afsoning, unge med ungdomssanktion fase 2. Vi tilbyder også efterbehandling under § 85.

Jupiter har god erfaring med individuelle projektanbringelser, hvor beboerne bor i egen lejlighed, og har tilbud om tilpasset socialt fællesskab i hverdagen. Vi arbejder metodisk og organisatorisk med henblik på at støtte beboere med svære tilpasningsvanskeligheder, præget af psykosociale problemstillinger.

Alle botilbud i regi af Fonden Startskuddet arbejder med mennesker ud fra tankegangen, at vi alle stræber efter at indgå i meningsfulde relationer med andre mennesker.

På Jupiter arbejder vi helhedsorienteret med vægt på en systemisk narrativ tilgang suppleret af relevante faglige metoder og værktøjer. Eksempelvis trækker vi på Livets Træ og Genogrammer, når vi skal lære vores beboere at kende og løbende justere udviklingsplanen.

I vores narrative arbejde anerkender vi beboernes historier, og bygger derfra på med blik for potentiale og personlighed så nye narrativer kan blomstre. Menneskers livserfaring og historier skal fortælles og lyttes til med afsæt i faglighed, så der kan perspektiveres og formuleres nye ståsteder.

Beboere på Jupiter inddrages og tilbydes størst muligt ejerskab af egen proces. Vi står på en høj faglighed, og trækker på viden med afsæt i følgende pædagogiske teorier:

• Narrativ samtale (læs mere her)
• Neuropædagogik (læs mere her)
• Recovery (læs mere her)
• Low arousal (læs mere her)

Vores udgangspunkt er, at forstå det enkelte menneske ud fra den kontekst, mennesket befinder sig i. Det betyder at forstå beboerens handlinger ud fra det system og de rammer, som han/hun befinder sig i og stole på, at alle handlinger og al adfærd giver mening, når man søger at se det fra beboerens perspektiv og kontekst.

Beboerens system vil typisk bestå af: andre beboere, deres forældre, søskende, øvrig familie, sagsbehandlere, personalet på deres opholdssted, psykologer, psykiatere og andre behandlere. Vores opgave er at forstå og se mønstre og sammenhænge.

Den narrative tilgang giver gode og naturlige måder at nå frem til en positiv mestringsstrategi, ligesom den medvirker til at kunne rammesætte en pædagogisk linje, hvor personalet bliver bevidste om egen tænkning og strategier.

Vi supplerer løbende med neuropædagogisk viden og indsigt via undervisningsdage og behandlingsrum samt professionel supervision. Ved at arbejde på denne måde, øger vi vores og det enkelte menneskes muligheder for at få øje på de ressourcer og de udviklingsmuligheder, der er, og kan skubbe forhindringer og begrænsninger i baggrunden samt arbejde konstruktivt fremad.

I hverdagen arbejder vi Recovery-orienteret med afsæt i den enkelte beboers evne og vilje til at kunne se fremad under de forudsætninger som psykiske sygdomme bærer med sig. Gennem Recovery kan vi centrere beboerens håb, meninger og selvbestemmelse med udgangspunkt i at skabe et meningsfuldt liv, på trods af udfordringerne ved en eller flere psykiske diagnoser.
Nogle dage og situationer kan være sværere at håndtere end andre. Her er det væsentligt at kunne støtte den enkelte beboer. Vores personale er trænet i Low arousal, og formår derfor at møde det enkelte menneske roligt og rummeligt med sigte på beboeren kan genvinde kontrollen, f.eks. gennem afledning.

Læs mere om vores pædagogiske metoder på Tilbudsportalen.